Vores kostumer

En forudsætning for at blive medlem af 501st Legion er, at man har et godkendt kostume. Og for at kostumet skal kunne godkendes, skal det leve op til en række meget specifikke krav.

Hos 501st Legion gør vi alt for at gøre vores kostumer så “screen accurate” som overhovedet muligt. “Screen accurate” betyder, at kostumerne gerne skal være helt identitske med dem, som i sin tid blev vist på biograflærredet, på tv-skærmen eller computer-monitoren. Kostumerne skal med andre ord være så tæt på originalen som overhovede muligt , helt ned i den mindste detalje. Det gælder både valg af materiale, syninger, mønstre, farver… ja, nogle gange sågar hvordan forskellige ridser og buler ser ud.

Mange undrer sig f.eks. når de ser en stormtrooper-hjelm tæt på og lægger mærke til dens buler og asymmetri. Men hjelmen er “screen accurate”, idet de hjelme, som i sin tid blev brugt i de originale film, så lige sådan ud.

Hvor køber man dem?

Hvis man vil anskaffe sig et kostume af en bestemt slags, kan man desværre ikke bare lige gå ind i butik med kostumer og hive en en dragt ned fra hylderne. Det kræver lidt mere arbejde end som så.
 
Rent faktisk er det kun ganske få kvalitets-kostumer, som man kan købe komplet, og disse skal som regel bestilles hjem fra online-butikker i udlandet. Til langt de fleste kostumer i 501st Legion er man dog nødt til at købe mange af delen seperat, og sandsynligvis også fra flere forskellige steder i verden. Måske skal man købe en hjelm i USA, en dragt af blødt stof i Asien, tilbehør fra Europa, støvler fra Sydamerika og så videre.
 
Det kan umiddelbart lyde kompliceret, hvis man er nybegynder og ønsker at blive medlem med sin egen dragt. Det kan det også være, men der er altid hjælp at hente hos eksisterende medlemmer. Det bedste og vigtigste råd, vi kan give, er at man ALTID bør spørge nuværende medlemmer om hjælp så man ikke får “købt katten i sækken”. Der findes desværre nogle steder på nettet, hvor man sælger hele kostumer eller dele heraf, som man påstår er gode nok til at opnå en godkendelse i 501st Legion. Dette er ikke altid tilfældet, og så kan det være nogle sure penge at skille sig af med.
 
Man kan også oprette sig som bruger på vores åbne forum, hvor man kan bede om hjælp. Har man først valgt et kostume, som man ønsker at lave, kan man også med fordel spørge om hjælp hos det “detachment” (læs mere om dem længere nede), som det pågældende kostume hører under. Find vej til det rette detachment under vores Links. Endelig kan man også kontakte os via vores kontaktformular, så skal vi nok pege i den rigtige retning.

Samling af tropperne til Snapstinget for Børn i Viborg, 2018.

Supporterne udfører tit meget vigtige opgaver med at hjælpe trooperne i deres dragt og rette dem til.

Ikke alle troopere er så heldige, at de kan sidde ned i deres kostumer… men nogle kan.

En bikerscout på afveje i en militærtank i Esbjerg, 2017.

Hvad er CRL?

CRL er en forkortelse for Costume Reference Library, og er en reference-oversigt over de mange forskellige kostumer i 501st Legion. Når nogen henviser til et bestemt kostumes CRL, er der tale om en komplet oversigt over alle de dele og detaljer, som hører til et givent kostume. For at få sit kostume godkendt i 501st Legion, er det en forudsætning, at alle krav fra kostumets CRL er opfyldt tilfredsstillende.

Du kan se en komplet liste over 501st Legions CRL lige her!

Der er mange medlemmer i 501st Legion, som har bidraget med udviklingen af de forskellige CRL – og mange, som fortsat bidrager med videre udvikling, også af nye kostumer. Dette har gjort 501st Legions CRL-arkiv til en sand guldgrube for Star Wars-kostumeentusiaster. Ja, rent faktisk er vores CRL så gennemarbejdede at de også nogle gange bruges flittigt af andre Star Wars-kostumeklubber.

Hvad er detachments?

Et “detachment” er en underafdeling af 501st Legion, hvor man specialiserer sig i kostumer indenfor en særlig kategori. Eksempelvis hører TIE Piloter under Jolly Roger Squadron, mens Tusken Raiders hører under Krayt Clan. Darth Vader og øvrige Sith-lords fra filmene hører under Sith Lord Detachment, mens sandtroopers hører under Mos Eisley Police Department.

Du kan finde vej til de enkelte detachments via vores Links-side.

Fordelen ved detachments er, at man samler meget specialiseret viden om de enkelte kostumer. Derfor er de enkelte detachments også oplagte steder at søge viden og hjælp, når man skal i gang med et nyt kostume.

501st Legion er verdens største Star Wars-kostumeklub, så der er megen viden og hjælp at komme efter for både nye og erfarne medlemmer.

Vil du vide mere om, hvordan vi laver vores kostumer – eller har du brug for hjælp til dit? Så kom og vær med.

Mød vores medlemmer, og se folkene bag maskerne. Vi er faktisk slet ikke så farlige…

Vi kan også godt lide at have det sjovt, og nogle gange er det ikke helt så seriøst. Se alle de sjove billeder lige her.

Vil du vide mere om, hvordan vi laver vores kostumer – eller har du brug for hjælp til dit? Så kom og vær med.

Mød vores medlemmer, og se folkene bag maskerne. Vi er faktisk slet ikke så farlige…

Vi kan også godt lide at have det sjovt, og nogle gange er det ikke helt så seriøst. Se alle de sjove billeder lige her.